Der er garanti for flere muntre timer ved årets Dragør Revy

Anmeldelse af Terkel Spangsbo
Foto: Kurt Pedersen, Amager Fotoklub

Ordet/navnet Dragør klinger meget forskelligt i Tårnby-borgeres øren. Der er den såkaldte frygt for en sammenlægning, som er stopord i enhver diskussion om ægteskab mellem to naboer, anderledes når talen falder på turistmål, så er det godt at have Dragør i baghånden, hvis det drejer sig om at vise sin ø frem.

Dragør kan også noget, som trods ærlige forsøg er forsøgt flere gange i Tårnby – det kan holde liv i en lokal revy. Inden den store rose-tur går i gang, er det mest ærligt at fortælle, at denne anmeldelses forfatter i 12 år var revyens instruktør, men trods alt ikke har haft kontakt med den mere end 90-årige tradition i mange år.

Dragør blev sammenlagt med Store Magleby i begyndelsen af 1970 og frygten i skipperbyen var, at nu ville man miste sin egenart – hvad det så var – til bondebyen St. Magleby. Måske fordi man anede lidt storhedsvanvid idet ”magle” betyder store, så de hollandske efterkommere altså kaldte sig store store by. Det lykkedes i allerhøjeste grad at bevare særegenheden. Der var folk fra maglebyen, som ikke kom til revyen ”den hedder jo Dragør!”.

Men revyen levede trods manglen på ”udenbys gæster”. Revyen var så dragørsk som gæs i gaderne, fastelavnsridning, strandhotel, brolagte gader, stokroser og gule huse. Der var nok hjemligt og lokalt til at give stof til revynumre, som da man kaldte de to færger, der besejlede guldgruben Limhamn, for Hamlet og Ofelia, navne der hører hjemme i en anden skipperby. Der blev digtet ”Jeg er så frygtli’ ked a’, at de hedder Hamlet og Ofeli-a!”.

                          

Fra venstre Dorte Munksgaard, Morten Bo, Birgitte Nielsen, Birgit Kjersner,
og Sune Gylling Æbelø, vogter nidkært (og grumt forventningsfulde) de ydre grænser.                                             
Fra venstre Sune Gylling Æbelø, Dorte Munksgaard, Birgitte Nielsen ved en
(desværre) genkendelig hyggeeftermiddag med vennerne.

”Bare jeg er omtalt igen i år”

Hvert år strømmede de lokale politikere til revyen i håb om at gense sig selv på scenen. En enkelt var i nyere tid så ofte i offentlighedens søgelys, at man et enkelt år på scenen kunne fremstille vedkommende som ganske utilfreds med, at han ikke blev omtalt og således jublede salen endnu engang over denne indforståede joke.

Revyen havde (næsten) altid vittige tekster og sange med kærligt, men stikkende indhold, og var altid velspillet, havde god musikalsk ledsagelse, ofte spillet som serveringsteater, men først og fremmest var det det lokale, som gjorde, at der var et stampublikum, som gjorde det økonomisk og sliddet værd for de praktiske grise og tiljublede amatørskuespillere.

Lokalstoffet med lokale pointer kunne være uforståeligt for fremmede og alle, der ikke var født i Dragør, havde boet der i generationer eller i det mindste var indgift med en ægte lokaler og hertil hørte/hører stort set kun dragøere fra Den gule By. Nordstrand og vængekvarteret var/er fremmede. Hvem udefra kendte Gåserepublikken, Sylten, Kålmarken – men i kraft af rigtig gode skuespillere, teknik, musik og alle de usete kræfter bag revyen, som alle tog opgaven hamrende alvorligt, følte gæster sig godt beværtet og godt underholdt.

Teksten var af …
Det gør man også med den seneste revy, føler sig godt underholdt af revyen, der som undertekst kalder sig – hele Amagers revy! Det er den måske også, idet lokalstoffet indskrænker sig til en eneste gang at nævne Store Magleby ved navn. Dragør slet ikke nævnt og figurerne på scenen vil man kunne finde overalt i Danmark – i by og på land.

Teksterne er af danmarksberømte revyforfattere som Mette Lisby, Vase og Fuglsang, Leif Maibom, Ulla Jessen og stjernen over dem alle Carl-Erik Sørensen, huspoet hos Cirkusrevyen. Og den musikalske ledelse er den bedste i nyere tid med topprofessionelle Mickey Pless. Det kan teknisk set næppe blive bedre.

Skuespillerne (og instruktøren Michel Castenholt) har i den grad skruet op for tempoet, at holdet er i stand til at afvikle 23 skarpslebne numre på godt halvanden time eksklusiv pause. Emnerne veksler mellem jordnære problemer, som kan finde sted i såvel Dragør som Espergærde. Det er situationer med IT, ”Ja jeg har lukket vinduet”, siger fruen til telefon supporten uvidende om, at vinduerne på en pc skal staves med w. Det er mobiltelefoner, der præger vennernes café-sammenkomst, samtaler mellem to, hvor den ene taler fodbold, den anden sex-problemer på hjemmefronten (hvad tror den ene, når den anden taler om af knalde den op i trekanten, haha).

Stærke indtryk fik man i numre, der turde udstille dobbeltmoral og menneskers flugt fra virkeligheden. Skal man finde sig i, at strandene på Lesbos overfyldes med folk, der leder efter deres børn, når man selv tog på ferie for at sole sig. Og morsomt/stærkt var de fem politifolk, som udførte grænsekontrol med armene helt op i tarmene.

Men væk var hip og stikpiller til lokalsamfundets spidser, måske er Dragør fattig på rigtige originaler, eller er der så mange nu og udskiftes de så hurtigt, at folk ikke ved, hvem de er – og er der ingen lokale kunstnere længere, som kan skrive teksterne? Vi ved det ikke, men væk og savnet er de. Vi skal ikke lukke øjnene for verdensproblemerne, men revyen har åbnet synet på os selv og vores egen andegård (i Dragør Gåserepublik).

Nu på Fortet
Revyen er spillet på mange lokaliteter, senest i Kedelhuset i Wiedergården, indtil man for få år siden flyttede til Dragør Fortet, hvor en af de smalle katakomber-gange omdannes til teatersal. De små caféborde i serveringsteatret Kedelhuset er erstattet af klassiske stolerækker. Til gengæld kan revypublikummet tilkøbe sig en revymiddag som erstatning.

Scenografien har fået et elegant fortæppe, som hverken går op eller ned eller ud til siderne. Som i en svingdør glider det ud til siderne og folder sig sammen efter behov. Ikke ufortjent at den første tæppeåbning fik applaus. Det fik alle revynumre, for smukt og velmenende er afviklingen, tempo som før omtalt, meget tempo, som ikke altid levner forståelse af satiriske rim fuld retfærdighed.

Denne anmelder har ikke for vane at trække den ene amatørskuespiller frem for den anden – vigtigst er det at registre, at alle gør det bedste, de formår og disse formår meget, men vaner kan laves om og det er ikke fair ikke at omtale Birgitte Nielsen, der er med i Dragør Revy for tredje gang. Det er ikke for at forklejne de øvrige, men hun har en evne til at få kontakt med publikum, så hver tror, hun optræder præcis for dem.

Summa summarum. Vi ved, at hele holdet på scenen og bagved gjorde deres bedste. Vi blev godt og kvalitetsmæssigt underholdt i to timer, vi gik fornøjede hjem, men vi ved faktisk ikke hvorfor.

Om manglen på lokale numre i Dragør Revyen skriver instruktøren Michel Castenholt, at det ikke skyldes uvilje mod det lokale, men et valg truffet ud fra både lyst og nødvendighed.

– Lyst, fordi vi synes hele Amager skal tage til dejlige Dragør og få en festlig aften – og nødvendighed, fordi det virkelig skorter på lokale tekster. Jeg kan afsløre, at vi i år har modtaget én tekst og det kan man ikke lave en hel revy af, skriver instruktøren.

– Det er også derfor Dragør Revyen kaldes for ”Hele Amagers Revy”.