Dragør Revyen – latter og løjer til Dragør i mere end 90 år

Dragør Revyens historie er tæt forbundet med Dragørs udvikling. Den starter for mere end 90 år siden, i 1925, hvor Dragør var en by i forandring. Fra at være en aktiv søfartsby var Dragør blevet et sted for fiskerbåde, lystfartøjer og ikke mindst de mange sommergæster, der rejste til Dragør med jernbanen fra Amagerbro og ville underholdes.

I sommeren 1925 blev der arrangeret hele tre revyer i Dragør til de morskabshungrende sommergæster og bysbørn. Traditionen med Dragør Revyen var begyndt!

En af de første revyer blev arrangeret af Dragør Boldklub, Amagers ældste fodboldklub, som samlede penge ind til en idrætspark. Dragør Boldklub fortsatte med at opsætte revyer i Dragør helt frem til 1961.

En revy med humor og kærlige stik

At Dragør Revyen allerede fra starten kunne skabe drama i byen, ved vi fra følgende historie: Kaj Holbech, som var engageret i Dragør Revyen og samtidig tilknyttet den lokale avis, Dragør Posten, var blevet bedt om at stryge et vers i en af revyens sange, fordi det gik for tæt på avisens redaktør. Resultatet blev dog, at hans kolleger på Dragør Posten sagde op, og Holbech blev ansvarshavende redaktør på Dragør Posten.

I løbet af 1950’erne var Dragør blevet en by med vokseværk, og Dragør Revyen var med til at samle byens borgere, både de mange nye tilflyttere og de kendte ansigter i byen, som altid med humor og kærlige stik til dem, der havde skilt sig ud i løbet af året.

Revyen genopstår – med stor succes!

Dragør Revyen genopstod i 1970 efter en pause, denne gang under teaterforeningen Dragør Amatørscene. Forestillingerne blev spillet i festsalen på den nybyggede skole ved Vierdiget. I 1972 skilte revyen sig fra Dragør Amatørscene og dannede en revygruppe, senere Dragør Revyforening, der har stået for revyen lige siden.

Op gennem 1970erne blev Dragør Revyen så populær, at den trak tusindvis af publikummer og tiltrak sig opmærksomhed fra de daværende kulturministre Niels Matthiasen og Niels Helveg Petersen og andre store navne inden for det danske kulturliv.

Dragør Revyens fremtid

Sit 90-års jubilæum kunne Dragør Revyen fejre i 2015, og den er stadig med til at samle Dragørs borgere og sprede latter og løjer i byen. Det er fortsat Amagers eneste amatør-revy, og den har siden 2015 spillet på Dragør Fort, hvor gæsterne har kunnet kombinere revy-oplevelsen med en middag og et glas vin.

Dragør Revyen ser nu frem mod sit 100-års jubilæum i 2025. Som en af byens kulturbærende institutioner ønsker Dragør Revyen fortsat at være en del af Dragørs kulturhistorie og sprede glæde for alle i Dragør.

Kilde: Dragørs Revyer 1925-2015. En jubilæumsbog udgivet af Dragør Revyforening.

Genvej til programmer, anmeldelser, billeder og fakta om Dragørs revyer

Køb jubilæumsbogen “Dragørs revyer 1925-2015”