Den 7. juni holdt Dragør Revyforening sin ordinær generalforsamling, hvor den siddende bestyrelse trådte tilbage.

Nye i bestyrelsen er Torben Bødtker fra Dragør Fort, Susanne Lindø Grønbech og Karl Erik Grønbech, der til daglig driver PR og kommunikationsbureauet Grønbech, samt Klaus Lyngsdal Pedersen, som er Nordea-chef. Fælles for de nye i bestyrelse er, at de alle er fra Dragør og er gået ind i bestyrelsen for at få Dragør Revyen til at genopstå som et lokalt og originalt, frivilligt projekt:

”Det lyder måske mærkeligt, men den nye bestyrelse har ikke selv tænkt sig at lave revy igen,” siger Karl Erik Grønbech, som tidligere har været formand for revyen fra 2008 til 2013 og kapelmester gennem 11 år. Han har nu taget formandsposten igen:

”Til gengæld vil vi gerne ryste posen og samle et nyt og frisk hold af lokale tekstforfattere, musikere, skuespillere og praktiske hjælpere, som kan forny den lokale revy, der har rødder helt tilbage til 1925,” siger han.

”Vi har et spillested med faste installationer, vi har kulisser, kostumer, lyd, lys og en udførlig drejebog for, hvordan man sætter den lokale revy op. Vi ved også, at mange i Dragør de senere år har savnet, at revyen var mere lokal og tog kærligt grin med store og små begivenheder i byen.”

Det er bestyrelsens håb, at nye kreative kræfter vil se det som en mulighed for et sjovt og lærerigt fællesskab at være med til at stable en ny lokalrevy på benene i løbet af vinteren 2018-19:

”Vi forsøger at starte revyproduktionen med et opstartmøde i september 2018 og være klar med forestillingerne i begyndelsen af marts 2019. Og vi har brug for mange nye, gode kræfter fra Dragør. Revyen er i høj grad en vinteraktivitet, hvor man kan udfolde sig kreativt sammen med andre vittige lokale folk,” siger Karl Erik Grønbech.

Han tilføjer, at ALLE som vil være med til at genstarte revyen – instruktørkandidater, musikere, skuespillere, tekstforfattere, syersker, scenefolk og praktiske hjælpere – er velkomne til at kontakte ham på telefon 20700555 eller ke@groenbech.com.

Revyens hjemmeside og Facebook-profil vil snart blive opdateret med mere information. Hvorfor lave Dragør Revy? Fordi det er sjovt, udfordrende og giver nye venskaber.