Dragørs lokale amatørevy 2019 er nu skudt godt i gang! Det skete på Dragør Fort d. 10. april, hvor frivillige revy-entusiaster og andre lokale interesserede ildsjæle mødte talstærkt op til opstartsmødet for at danne arbejdsgrupper, og høre mere om instruktøren Thomas Findval Sølvskov vision for den kommende revy “Tilbage til Rødderne”.
Dragør Forts egen Torben serverede biksemad, og deltagerne købte drikkevarer i baren. Den officielle Dragør Revy-sang blev sunget for fulde lunger. Og så var der gang i forberedelserne med at danne arbejsgrupper!
Med revy-foreningens formand Karl Erik Grønbech som ordstyrer blev der dannet grupper af frivillige, som gennem det næste halve år skal få Dragørs revy til at genopstå lige så stærk som altid! Der skal laves kostumer, kulisser, PR, findes sponsorer, skrives tekster, øves, og meget mere, så alt er klart til premieren d. 4. oktober 2019. Der ligger meget arbejde bag at få en revy op at køre, men Dragør-borgerne har bakket talstærkt op om dette fælles projekt!