Endnu en gang på scenen og assisterende instruktør

Emilie Bjørn Kilting havde sin debut i Dragør Revyen i 2019, og siden da har hun været med til at sætte sit præg på revyen. Både som skuespiller og senest i 2023, hvor hun både instruerede revyen og medvirkede i den.

“Jeg forelskede mig i Dragør Revyen tilbage i 2019 efter at have fået lov til at være med som skuespiller. Jeg forelskede mig så meget, at jeg virkelig gerne ville være med igen. Jeg glæder mig til at være med igen og fejre revyens 100 år med et brag af en revy.”

Et særligt forhold til Dragør og til revy

Emilie Bjørn Kilting har et helt særligt forhold til Dragør, og specielt Dragør Fort.

“Både min morfar og farfar var udstationeret her på fortet. Min farfar under hans værnepligt, og min morfar arbejdede i søværnet og var derfor en overgang på fortet. Så min mor har minder om at være barn og komme og besøge hendes far på arbejdet her på fortet.” forklare hun.

Revygenren har Emilie også et særligt forhold til. Den er med hendes ord helt fantastisk.

“Jeg elsker at gøre grin med folk på en humoristisk og kærlig måde,” smiler hun.

Teatret har fulgt Emilie gennem hele livet. Første gang hun stod på scenen, var hun 11 år. Siden da har hun været med i teaterforestillinger 1-2 gange om året, så det er efterhånden blevet til et par stykker. Romeo & Julie, Footloose, Sleeping Beauty og Burlesque er bare nogle af forestillingerne på hendes teater-CV.

“Jeg har nok været et lidt irriterende barn. En af dem, som lavede et show, hver gang der kom en ny Spice Girl-sang og tvang andre til at se på det,” griner hun.