Dragør Revys billetsalg begynder
Februar 2013: Som optakt til billetsalget er Revyens banner nu hængt op ved ”indgangen” til den brostensbelagte del af Kongevejen. Billetsalget begynder onsdag den 13. februar 2013 – og kommer i år til at foregå både hos Dragør Sko og på revyens hjemmeside. Men først tilbage til banneret:”Dragør Revyen er en lokal amatørrevy med begrænsede midler og store ambitioner,” siger revyforeningens formand Karl Erik Grønbech:
”Derfor er vi også meget taknemmelige for den lokale opbakning, som vi oplever, når vi har brug for hjælp. Det er alle tiders, at de lokale brandmænd kan sikre, at banneret kommer godt op at hænge – og at både Bistro, EDC, Dragør Gadelaug, Tårnby Politi og Dragør Kommune har givet os tilladelse til at gøre lidt synlig reklame for vores kommende forestillinger.”
I løbet af de kommende uger forventer formanden også, at der vil komme revy-banner op at hænge et par steder mere, mens årets plakat er i trykken netop nu: ”Når revy-plakaten er færdig, vil en af foreningens veteraner, Henrik West, cykle rundt og sørge for at butikker, lægehuse, banker, bibliotek osv. gør opmærksom på revyen og billetsalget.”
Man kan som sagt købe billetter hos Dragør Sko i Dragør Centret fra onsdag i denne uge, ligesom det bliver muligt at købe billetter på nettet – på www.dragoerrevyen.dk: ”Det fungerer fuldstændigt som en webshop, hvor man vælger spilledag, antal pladser, hvor man helst vil sidde – og så betaler med sit dankort,” forklarer Karl Erik Grønbech. Med det nye billetsalgssystem er det også muligt for revyforeningen at sælge andet end billetter, og den chance benyttes allerede i år:
”Vi har lavet et samarbejde med Dragør Bistro, så man sammen med sin revybillet kan købe billet til en særlig revy menu hos Dragør Bistro. Vi håber, der er mange – både lokale og dem, som kommer udenøs fra, som vil benytte chancen for at komme ud at få lidt godt at spise, inden det går løs med forestillingen i Kedelhuset.” Dragør Revyen 2013: ”Dragør Revyen gi’r den gas!” har premiere 8. marts og spiller sidste gang 13. april. På scenen er Dorte Munksgaard, Birgit Kjersner, Karsten Molander, Malin Molander, Thomas Findval Sølvskov og Jonas Winther. Revyens musik leveres af Karl Erik Grønbech på piano og Casper Kjersner på bas. Revyen instrueres af Michel Castenholt.