Dragør Revyen fostrer nye talenter
En af skuespillerne i Dragør Revyen 2014 har gennem flere år flirtet med en professionel skuespillerkarriere. Nu tager Thomas F. Sølvskov springet fuldt ud, når han efter sommerferien bliver elev på Århus Teater.
Det er langt fra første gang i Dragør Revyens snart 90-årige historie, at den ambitiøse amatørscene på Amager fostrer talenter til de mere professionelle scener. Blandt dem, som tidligere har trådt barneskoene i Dragør Revyen, er fx Ulla Jessen, Bodil Udsen, Ib Schønberg og Gotha Andersen, som man roligt kan sige, også har opnået stor succes udenfor Dragør.
Thomas F. Sølvskov er ikke bare kendt og elsket som skuespiller i Dragør Revyen men også på Tårnby Teater, og han er nu blandt mange hundrede ansøgere udpeget som en af de otte nye skuespillerelever, der starter på Århus Teater i dette efterår.
“Det er stadig ikke gået helt op for mig, at jeg faktisk har fået elevplads på Århus Teater,” siger Thomas F. Sølvskov.
”Jeg måtte læse e-mailen med beskeden flere gange, og så ringede jeg først til min rigtig nære veninde, Thea, og derefter til mine forældre.”
Elevpladsen betyder også, at det snart er sidste chance for at se Thomas i på scenen i Dragør Revyen.
Årets revy ”Vi gør det igen!” spiller frem til 12. april og der er stadig ledige pladser i den intime sal til enkelte forestillinger. Årets revy er instrueret af Michel Castenholt og har samme seks skuespillere som sidste år. På scenen er foruden Thomas F. Sølvskov også Karsten Molander, Malin Molander, Dorte Munksgaard, Birgit Kjersner og Jonas Winther. Kapelmester er Karl Erik Grønbech og Jimmy Kjærsvold spiller trommer.
Thomas på forsiden af Amagerbladet i 2013 – i forbindelse med anmeldelse af revyen.
Fakta om Thomas F. Sølvskov
Fødselsdag: 26/08/1989
Uddannelse:
• N. Zahles Seminarieskole 1995-2002
• Niels Steensens Gymnasium Grundskole 2002-06
• Osted Fri- og Efterskole 2006-07
• Ørestad Gymnasium 2007-10
• Skuespillerskolen Ophelia 2012-13
Eksempler på medvirken i film, tv-serier og teaterforestillinger – ud over Dragør Revyen 2014 og 2013:
2013
Kongerigets Klogeste (Bilist), DR Tv-Program
Ophelia, første årets afsluttende forestilling i et uddrag af ‘Vangså’ i rollen som Alex
2012
The Spiral (IT-teknikker), Caviar Films
Rita (Bartender, sæson 2) Tv-serie, SF Film Production
Spies & Glistrup (Ekstra Bladets fotograf på Kakadu), Alphaville Pictures Copenhagen
At leve (Jens) Eksamensproduktion, Ørestad Gymnasium
En forfatter forfatter (Johannes m. solosang), Kastrup Bio & Kulturzonen Tårnby
2011
Detektiverne (SWAT-agent & Bodegagæst), Movie Rights ApS
Rita (Bryllupsgæst sæson 1 ep. 8), TV-serie
En kongelig affære (Dubber), Zentropa
West Side Story (Action m. solosang), Tårnby Teater
2010
Midt om natten (Smeden m. solosang), Tårnby Teater
2009
Må jeg anbefale kærligheden?, Bagsværd Amatør Scene.
Julebal i Nasseland (Niels & Hr. Juhl), Tårnby Teater