Dragør Revyen forbereder 90 års fødselsdag
Dragør Revyen, der er Amagers eneste revy, er nu i gang med at forberede revyens 90-års jubilæumsforestilling, som skal opføres i 2015.
Den 12. juli 2014 blev der holdt generalforsamling i Dragør Revyforening, hvor alle medlemmer var indbudt til at komme og drøfte revyens fremtidsplaner og høre, hvordan seneste sæson var gået. Desuden kunne forsamlingen med tilfredshed konstatere, at 2014-forestillingen gav et pænt overskud, og at revyen – med en sund økonomi og mange gode frivillige kræfter – er i topform til at begynde planlægningen af næste års jubilæumsforestilling.
På generalforsamlingen stoppede revyens formand gennem de seneste fire år, Karl Erik Grønbech, for at hellige sig arbejdet med at realisere kulturhuset Krudthus 2.
Nyvalgte i bestyrelsen er Per Scheel-Krüger, Klaus Lyngsdal Pedersen og Sandra Schmidt. Sidstnævnte har i 2014 indtaget rollen som regissør og vil fremover også varetage markedsføring og PR, mens Klaus Lysdal Pedersen det seneste halve år har varetaget kassere-posten udenfor bestyrelsen. Per Scheel-Krüger er til daglig er kunstnerisk leder på Teater Grob på Nørrebro. Han er vokset op i Dragør og ønsker nu at give noget tilbage til byen. Dette vil han gøre ved at bruge sine kompetencer og kontakter fra sin professionelle teaterkarriere til at udvikle Dragør Revyen:
”Jeg glæder mig til at medvirke til at give revyen et kunstnerisk og organisatorisk løft, så både publikum og kommunen får det kulturelle fyrtårn, eller lodstårn om man vil, som de naturligt nok bør have, i en tid hvor kulturen kan samle og løfte fællesskabet”, siger Per Scheel-Krüger.
Desuden blev Dorte Munksgaard, som senest har været suppleant i bestyrelsen valgt ind som bestyrelsesmedlem, mens Birgit Kjersner blev genvalgt som bestyrelsesmedlem. Karsten Molander og Thomas Findval Sølvskov er også i bestyrelsen, men ikke på valg i år.
Syv medlemmer og ny formand
Den nye bestyrelse består således af syv medlemmer, da generalforsamlingen vedtog at ændre vedtægterne, så bestyrelsen fremover kan have mellem fem og syv medlemmer. Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Karsten Molander som formand, Dorte Munksgaard som næstformand, Klaus Lyngsdal Pedersen som kasserer og Sandra Schmidt som sekretær.
Karsten Molander, som er selvstændig erhvervsdrivende i Dragør og selv har stået på scenen samt lavet lyd og lys i Dragør Revyen 2013 og 2014, har ambitioner om at løfte revyen til et endnu højere niveau end tidligere:
”Det er med stor spænding og ydmyghed, at jeg har sagt ja til posten som formand. Jeg er glad for, at generalforsamlingen har valgt følge mit ønske om at udvide bestyrelsen fra fem til syv medlemmer. Det er et spændende hold, der er sat, med en bred kompetenceliste, og jeg glæder mig til, sammen med dem, at tage næste skridt ind i Dragør Revyens historie”, siger Karsten Molander.
De fleste bestyrelsesmedlemmer er ligesom de 20-25 frivillige, der medvirker til hver opsætning, frivillige med andre primære erhverv end scenekunsten. Men nu får revyen altså med Per Scheel-Krüger flere professionelle input. Desuden kan Dragør Revyen også fortsat få glæde af Thomas Findval Sølvskovs indsats i bestyrelsen. Man har kunnet opleve ham på Dragør Revyens skrå brædder de sidste to år som alt fra bedemand til bakkesangerinde. Thomas er blevet optaget på Aarhus Teaters skuespillerskole til august 2014, men han fortsætter i bestyrelsen for at hjælpe gennem sin faglige ekspertise samt nye kontakter og inspiration fra sin karriere i Aarhus.
Den nye bestyrelse glæder sig til arbejdet med forestillingen for 2015, og de lover, at den bliver noget helt særligt. Revyen startede i 1925 og har derfor 90-års jubilæum i 2015, og næste års forestilling vil derfor blive noget helt specielt, da Amagers eneste nulevende revy skal fejres med manér. Der bliver brug for masser af frivillige hænder, så bestyrelsen håber, at både nye kræfter og gamle kendinge vil bakke op om arbejdet med at lave en fantastisk jubilæumsrevy – ny og anderledes revy med respekt for traditionerne.