Til november 2021 vil Festsalen på Dragør Fort igen emme af fest og høj latter. Her indtager Dragør Revyen nemlig atter scenen med store smil, musikalske indslag og skarpe sketches om alt det, der sker i Dragør.

Vil sprede julestemning og godt humør

Dragør Revyen 2021 har premiere 5. november og spiller frem til 27. november. Tidspunktet giver naturligvis anledning til, at der kan snige sig lidt julestemning ind i revyen. Og det er ingen tilfældighed, fortæller Susanne Grønbech, formand for foreningen Dragør Revyen:

– Vi håber, at vi kan lave nogle gode fester med revy, julefrokoststemning og gang i baren og dansegulvet efterfølgende. Hvem ved, måske har nogle af de lokale virksomheder lyst til en lidt anderledes julefrokost i år?

Rutinerede kræfter bag revyen

Igen i år er det Thomas Findval Sølvskov, der instruerer Dragør Revyen. Han instruerede ligeledes den seneste udgave af Dragør Revyen i 2019 og fik stor ros for sit arbejde. Thomas Findval Sølvskov har desuden medvirket i Dragør Revyen som skuespiller flere gange. Når han ikke instruerer Dragør Revyen, har han travlt med sin skuespillerkarriere, der blandt andet inkluderer en rolle i hitserien Doggystyle på DR3.

Som kapelmester vil man i år kunne opleve Jens Trygve Dreijer, der også tidligere har fungeret som revyens kapelmester.