Dragør Revyen er tilbage i 2023. I hvert fald hvis det står til revyforeningens frivillige, der lige nu er i fuld gang med at stable en revy på benene.

Søger skuespillere og kapelmester

Årets revy bliver med det unge revytalent Emilie Bjørn Kilting ved roret. Hun har nemlig påtaget sig rollen som instruktør (godt bakket op af tidligere instruktør Thomas Findval Sølvskov) efter at have stået på scenen som skuespiller i de seneste års revyer.

Nu søger Dragør Revyen med lys og lygte efter en dygtig musikalsk profil, der vil være kapelmester på årets forestilling, samt en flok skuespillere med flair for showbiz. Er du interesseret, kan du kontakte Emilie Bjørn Kilting på Emiliekilting@gmail.com.

Planlagt premiere i oktober

Dragør Revyen 2023 er planlagt til at spille i oktober 2023.

– Vi håber, at vi kan finde nogle dygtige og engagerede typer, der har lyst til at stå på scenen og få hele Dragør til at grine, fortæller Susanne Grønbech, formand for revyforeningen, og tilføjer:

– Om det lykkes, må tiden vise, men vi er optimistiske og håber på, at vi kan fortsætte revytraditionen i Dragør, også i 2023.