Publikum har taget godt imod den nye udgave af Dragør Revyen, der kører på Dragør Fort frem til 2. november. Det betyder, at revyen kan fortsætte til næste år. 

Fem unge skuespiltalenter indtager scenen med glimmer, højt humør og et hæsblæsende tempo.

Dragør Revyen har fået et ansigtsløft, og det lader til, at publikum synes, det klæder den. I hvert fald har revyen nu solgt nok billetter til, at der også kan laves en revy i 2020.

– Det var selvfølgelig det, vi havde håbet på, da vi holdt intromøde tilbage i april. Vi ville gerne sikre Dragør Revyens overlevelse. Jeg er utroligt glad og stolt af, at det er lykkedes, siger Susanne Grønbech, der er en del af bestyrelsen bag Dragør Revyen.

Nu skal den nye bestyrelse vælges

Onsdag 30/10 mødes de frivillige til ekstraordinær generalforsamling, for nu skal den nye bestyrelse vælges, så Dragør Revyen kan holdes kørende de næste mange år.

– Det er rigtig positivt, at der er så mange ildsjæle i Dragør og omegn, som har lyst til at holde liv i revytraditionen, og så er det jo bare et plus, at vi har fået nye, unge kræfter ind, siger Susanne Grønbech.

Stadig billetter til salg

Ind til videre har Dragør Revyen haft 13 forestillinger, men du kan stadig nå at se den. Det er dog sidste chance i denne weekend, for der er kun tre forestillinger tilbage (torsdag 31/10, fredag 1/11 og lørdag 2/11), inden revyen siger farvel og tak for i år.

Men nu kan Dragør Revyen altså tilføje: og vi ses til næste år!