Dragør Revyen 2017 har premiere den 3. marts og stiller op med 16 underholdende forestillinger frem til den 8. april, men allerede nu kan man sikre sig billetter på www.dragoerrevyen.dk og hos Dragør Sko.
”Vi har nu nået en kvalitet, kogt på lange traditioner samt store ambitioner og det glæder hele holdet bag revyen sig til at servere for vores nye og de trofaste gæster”, siger revy foreningens formand Jeanett Andersen.
Instruktør og skuespillere, der er det samme hold som i dette års revy, er i fuld sving med forberedelserne til underholdningen sammen med den nye kapelmester Mickey Pless, der er kendt fra flere af landet større revyer og som Dragør Revyen nu har fået fornøjelsen af at arbejde sammen med.
”Der er nok at tage kærligt fat i og gas på, så mon ikke vi kan lokke en kluklatter eller mere ud af de fleste tilskuere igen til næste år? Det satser vi i hvert fald på” siger Michel Castenholt, der for fjerde gang er instruktør i revyen.
Som de to foregående år er det muligt at bestille middag på Dragør Fort før forestillingen og på den måde få en festlig aften med både god mad og morsom underholdning.
Når billetsalget åbner allerede nu, er det for at gøre det muligt at give billetter til forestillingen som julegave ” Der har været rift om billetterne de sidste par år, så man skal ikke vente for længe, da der allerede på nuværende tidspunkt er udsolgte forestillinger i 2017.” siger Jeanett Andersen og tilføjer, at revyen både i 2015 og i 2016 spillede for fulde huse hver eneste aften.
Billetter sælges online på revyens hjemmeside www.dragoerrevyen.dk og hos Dragør Sko i Dragør Centret.
Om Dragør Revyen: Den første revy var i 1925, da Dragør Boldklub skulle skaffe midler til en idrætspark. En af byens prominente borgere, redaktør Kaj Holbech, samlede byens vittige hoveder for at lave en revy, der kunne give penge i kassen. Det lykkedes til fulde, og det blev til hele tre revyer i det år. Gennem tiden har mange gode kræfter været involveret i revyen – både fra Dragør og udenbys fra. De seneste mange år har Dragør Revyen – med få undtagelser – spillet hvert år i marts og april, altid med sjov og satire om tilsnigelser i livet, i Dragør, på Amager, i hele Danmark og rundt i verden.