DRAGØR REVYENS BILLETSALG SKYDES IGANG !

12359837_542932145869324_4534625868579489898_n

Dragør Revyen 2016 har premiere den 11. marts og spiller derefter 18 forestillinger frem til den 23. april. Men allerede nu kan man sikre sig billetter på nettet og hos Dragør Sko

”Dragør Revyen er en lokal amatørrevy med lange traditioner og store ambitioner. Vi er efterhånden ved at have en kvalitet, hvor vi med rette kan sige, at vi er hele Amagers revy,” siger revyforeningens formand Karsten Molander: 

”Vores 90 års jubilæumsrevy på Dragør Fort sidste år blev en kanon succes, og nu lægger hele holdet bag revyen sig i selen for at overgå sig selv igen i 2016.”

Læseprøverne til næste års revy er godt i gang i Kedelhuset i Dragør. Vi skal hilse fra skuespillere og instruktøren og sige, at der også bliver noget at grine af i næste års revy:

”Der er nok at tage kærligt fat i og gas på, så mon ikke vi kan lokke en kluklatter eller mere ud af de fleste tilskuere igen til næste år? Det satser vi i hvert fald på,” siger Michel Castenholt, der for fjerde gang er instruktør i revyen. Lige som sidste år bliver det muligt at bestille middag på Dragør Fort før forestillingen og på den måde få en festlig aften med både god mad og god underholdning. 

Når billetsalget åbner allerede nu, er det for at gøre det muligt at give billetter til forestillingen som julegave – og for at trofaste publikummer allerede nu kan sikre sig billetter: 

”Traditionelt har revyen ikke solgt billetter før sidst i januar, men sidste år startede vi også salget i december, og det blev en kæmpe succes,” siger Karsten Molander og tilføjer, at revyen i 2015 spillede for fulde huse hver eneste aften, hvilket aldrig før er sket.

”Det kan godt betale sig at sikre sig billetter allerede nu, hvis man vil være sikker på at opleve Dragør Revyen 2016,” siger han.

Billetter sælges som sagt hos Dragør Sko i Dragør Centret og ved at benytte dette her link:  BILLETSALG

Om Dragør Revyen: Den første revy var i 1925, da Dragør Boldklub skulle skaffe midler til en idrætspark. En af byens prominente borgere, redaktør Kaj Holbech, samlede byens vittige hoveder for at lave en revy, der kunne give penge i kassen. Det lykkedes til fulde, og det blev til hele tre revyer i det år. Gennem tiden har mange gode kræfter været involveret i revyen – både fra Dragør og udenbys fra. De seneste mange år har Dragør Revyen – med få undtagelser – spillet hvert år i marts og april, altid med sjov og satire om tilsnigelser i livet, i Dragør, på Amager, i hele Danmark og rundt i verden.