Stor fan af revygenren
24-årige Daniel Spenner har været fan af revygenren, så længe han kan huske. Da han var barn, var det særligt Ørkenens Sønner og Cirkusrevyen, der fascinerede ham. Derfor var det også naturligt, at Daniel meldte sig til at være med i revyopsætningen på hans gymnasium.
– Jeg har faktisk ikke lavet noget under titlen revy, siden jeg gik i gymnasiet, fortæller han og tilføjer hurtigt:
– Så nu syntes jeg, det var på tide at prøve drømmen af i Dragør Revyen!
Amarkaner med hang til vikingespil
Daniel bor til dagligt på Vestamager og er vild med at spille skuespil. Derfor har han blandt andet været med i Frederikssund Vikingespil og fungeret som live interpretor. Han spiller med egne ord klaver til husbehov, så musikken står også hans hjerte nært.
– Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan, i Dragør Revyen. Synge og spille skuespil – det bliver festligt, slutter han.
Daniel Spenner medvirker i Dragør Revyen for første gang i 2021.
