Prøverne til årets Dragør Revy er i fuld gang

2013 - revy spillere 2013 2Januar 2013: Snart er der kun en måned til, at årets Dragør Revy har premiere den 8. marts, og i Kedelhuset slider instruktøren, skuespillere og musikken nu med prøverne flere gange om ugen.

Et tekstmateriale bestående af et par og tyve numre bliver gennemarbejdet til en helstøbt forestilling, som i to akter tager kærligt gas på byen, vore politikere – fx borgmestre, på mænd og kvinder, rygere, tidens trends samt aktuelle og u-aktuelle begivenheder i al almindelighed.

“Vi arbejder alle sammen på højtryk for at få det hele til at sidde lige i skabet til premieren, men selvom der knokles, er humøret højt” siger Michel Castenholt, der instruerer årets forestilling: ”Hvis ikke man skal have det sjovt, når man laver revy, hvornår skal man så? Det er min klare overbevisning, at hvis man har det sjovt undervejs i prøveforløbet, så smitter det helt automatisk af på det endelige resultat.”

”Jeg vil selvfølgelig helst ikke sige for meget, men jeg kan da godt afsløre at vores ambition er at give folk en festlig aften med masser af gode grin. Dragør har jo en lang og stolt revytradition, og jeg håber, at vi kan løfte revyen til nye højder.” På scenen er fire helt nye og to velkendte revy-skuespillere, nemlig Dorte Munksgaard, Birgit Kjersner, Karsten Molander, Malin Molander, Thomas Findval Sølvskov og Jonas Winther.

Revyens musik leveres af Karl Erik Grønbech på piano og Casper Kjersner på bas. Revyen opfører 15 forestillinger, hvoraf 5 er købt på forhånd af byens foreninger, Wiedergaarden og vinterbaderne i Det Kolde Gys. De 10 forestillinger, som sælges i åbent billetsalget, kan købes fra midt i uge 7, og som noget nyt bliver det i år muligt at købe billetter både på nettet og hos Dragør Sko i Dragør Centret:

”Anni hos Dragør Sko har gennem mange år støttet op om vores revy og stået for billetsalget, og det gør hun fortsat,” siger revyforeningens formand Karl Erik Grønbech: ”Men for de trofaste revygæster, som kommer udenbys eller udenøs fra, bliver det nu nemmere at købe billetterne – da de også kommer til salg på revyens hjemmeside.