Dragør Revy 2013 begynder med opstartsmøde

August 2012: Forberedelserne til næste forårs revy i Dragør begynder med et åbent opstartsmøde torsdag den 13. september, hvor både nye talenter og gode velafprøvede kræfter opfordres til at kigge forbi Kedelhuset bag Wiedergården i Dragør kl. 19.30.

”Vil du være aktiv i næste års revyopsætning?  Eller vil du blot høre om, hvordan revyen bliver til?” spørger revyforeningens formand, Karl Erik Grønbech – og fortsætter:

”Så synes jeg, at du skal møde op til vores opstartsmøde torsdag den 13. september. Der byder vi på hyggeligt samvær, kage, kaffe og lidt andre drikkevarer.  Og så er der mulighed for at høre mere om, hvad der skal til for at nå sikkert frem til forestillingerne i marts 2013.”    At stable en to timer lang revy på benene er et projekt, som involverer rigtigt mange mennesker fra nu og frem til tæppet går for den første forestilling foråret 2012. Dragør Revyen er en levende og ambitiøs amatørscene, der løbende leverer både skuespillere og scenefolk til den mere etablerede scene i Hovedstaden.

Derfor har Dragør Revyen hvert år brug for, at nye friske kræfter kommer til og sammen med mere erfarne revy venner kan være med til at sætte endnu en flot revy på scenen. Efter opstartsmødet grupperer de aktive sig i forskellige arbejdsgrupper, som så mødes igen alle sammen næste gang, når teksterne præsenteres – normalt i begyndelsen af december. Mens tekstforfatterne har travlt, sammensætter instruktøren holdet af skuespillere. De aktive, som står for scene, lys og kostumer, begynder normalt først at skitsere, planlægge og regere efter juleferien.

Det er efterhånden også blevet en tradition, at revyen spiller 12-14 forestillinger for fulde huse fra begyndelsen af marts og frem til påske hvert år.    Den første revy var i 1925, da Dragør Boldklub skulle skaffe midler til en idrætspark. En af byens prominente borgere, redaktør Kaj Holbech, samlede byens vittige hoveder for at lave en revy, der kunne give penge i kassen. Det lykkedes til fulde, og det blev til hele tre revyer i det år. Gennem tiden har mange gode kræfter været involveret i revyen – blandt dem er fx Ulla Jessen, Bodil Udsen, Ib Schønberg, Victor Borge og Gotha Andersen, som man roligt kan sige, også har opnået stor succes udenfor Dragør.

”Dragør Revyen har eksisteret i forskellig regi i rigtig mange år og er efterhånden en fast og uundværlig tradition i byen. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se, hvordan Revyen 2013 kommer til at se ud. Det er bare med at møde op og give sig til kende på næste torsdag, hvis man vil have en finger med i spillet,” siger Karl Erik Grønbech.     En ting er formentligt sikker. Dragør Revyen bliver sjov og satire om det lokale i Dragør og om Dragørs politiske liv blandet med aktuelle emner fra hele Danmark og resten af verden